mandag den 16. oktober 2017

Jeg farer vild i en elevator og burde have id-kort om halsen, når jeg er væk hjemmefra

Jeg har været en hel uge i Danmark i forbindelse med mit arbejde.

Jeg rejste ned til Århus allerede i fredags og det betød, at jeg havde hele lørdag og søndag sammen med Laura.

Vi havde selvfølgelig også eftermiddagene og aftnerne, når både hun og jeg havde fri og selvom hun læste lektier noget af den tid vi var sammen, så fungerede det fint med at hun læste og jeg strikkede eller læste.

Hver aften, når hun steg på bussen for at tage hjem til sig selv i Hasle, bristede mit hjerte en lille smule.

Det føltes hver gang, som hun tog et skridt ud af mit liv hver gang.

Ikke at jeg synes at hun skal blive hjemme til tid og evighed, men tiden med hende og Sara er gået så hurtig og jeg nåede næsten ikke at registrere den og nu er de begge på vej ud i voksenlivet.

Jeg føler mig en lillebitte smule forladt og det er noget forfærdeligt vås, for jeg ved, at de vender tilbage igen og igen.

Vi har heldigvis så gode relationer, at de med sikkerhed vil være en del af mit liv mange, mange år i fremtiden.. men forstår du mon, hvad jeg mener?

Laura og jeg var ude og spise sammen hver aften forskellige steder og vi nåede at komme på Aros og slentre rundt i gaderne sammen. Vi fik drukket kaffe sammen og vi gik arm i arm og hyggede.

Det gjorde godt.

Og det gjorde godt at se hvor hun boede, hvor hun gik omkring og få en fornemmelse af, hvordan hendes liv er i Århus.

Hvad der ikke gjorde godt var til gengæld, at opdage endnu en gang, hvor meget jeg torsker omkring når jeg er i en storby.

Til trods for at jeg både havde google maps på min telefon, der står vejnavne overalt og der er venlige mennesker, at spørge, så formåede jeg at fare vild gang på gang.

Herhjemme kan jeg vade rundt i fjeldet, hvor der ikke engang er en sti i tæt tåge og hele tiden vide hvor jeg er henne, men sådan er vi jo så forskellige og måske det bare er et spørgsmål om tilvænning.

Jeg var fuldstædig udmattet, da jeg landede herhjemme i fredags og gik i brædderne.

Inden jeg helt faldt om, nåede Jan og jeg dog at aftale, at vi ville i hytten om lørdagen og da Sara gerne ville med, ventede vi pænt på hende til hun fik fri kl 14.

_SNG1764

Vi havde en dejlig, dejlig tur,

_SNG1779_SNG1780

hvor vi forkælede os selv med god mad og vafler bagt over gasblusset med medbragt is (der er frostgrader udenfor) og i går gik vi en lille tur op i fjeldet,

_SNG1790

_SNG1793

hvor Sara fik skudt en enkelt hare.

_SNG1796_SNG1798_SNG1800_SNG1803

Jeg må konstatere, at jeg bare befinder mig allerbedst heroppe og helst i naturen, hvor der er højt til loftet og hvor blikket ikke bliver standset af noget menneskeskabt.

22537935_10214481762782012_405519324_n22546949_10214481762942016_1315502219_o

Nu er det almindelig mandag i vante omgivelser og så ikke helt alligevel, for jeg har en slags efterårsferie i dag og i morgen.

Jeg har ikke selv valgt det, men jeg skulle  åbenbart bruge resterne af min dyrebare søndag og  mandag på at kaste op, have ondt i maven, ondt i hovedet og have det generelt skidt.

Sådan noget skrammel, plejer at gå over pænt hurtigt, så jeg trøster mig selv med at det snart er overstået og måske endda inden dagen er omme.

_SNG1811

søndag den 8. oktober 2017

På en uge

Sidste søndag gik jeg rundt i fjeldet.



Denne søndag sidder jeg i Århus på Dalle Valle og får brunch sammen med Laura.



Der er en verden til forskel, men begge verdener er gode og befinde sig i.


søndag den 1. oktober 2017

At sætte spor

Mens jeg gik opad i går i fjeldet, gik jeg og tænkte på farmor.

Det er nu 7 år siden hun døde.

Jeg tænker meget tit på farmor.

Hun besad den sjældne evne, at hun var oprigtigt interesseret i andre mennesker og i særdeleshed os.

Vi snakkede med hende næsten hver søndag og hvis vi havde oplevet noget ekstraordinært, ringede vi også tit til hende og hun glædede sig oprigtigt på vores vegne.

Måske er det vores alder?

Vi har nået en alder, hvor vi skal være de interesserede og ikke de interessante?

Måske er det tiden?

Der findes ikke så mange mennesker, der er oprigtigt interesseret mere.

Måske skyldes det også at der ikke er så mange, som har lige nøjagtigt de samme interesser, som os?

Jeg ved det ikke helt, men jeg ved i hvert fald at stort set de fleste mennesker og måske endda mig selv inklusiv, mest bare vil fortælle om egne oplevelser?

Heldigvis har Jan og hans bror, som også bor her i byen arvet den fine, gode evne til at lytte efter deres mor.

Når vi kommer hjem fra en god oplevelse i naturen, kan vi være sikre på, at han vil lytte og det giver ekstra glæde, at kunne dele de gode oplevelser med nogen.

22217929_10214368717155942_406489519_o

Denne rensdyrjagt-sæson har været rigtig god for os.

Vi har fået rigeligt med rensdyr og jagterne har været både gode og meget spændende.

Især de to sidste jagtture, som vi havde var mindeværdige og dem vil vi begge to meget sent glemme.

_SNG1613

Vi har kunnet vise billederne til Jans bror og han har været levende interesseret i at se dem og høre historien bag dem.

Desværre tager han ikke selv billeder af sine jagtture, men vi ved, at han også har haft en god jagtsæson og haft nogle rigtig gode stunder med sine jagtkammerater i lejren.

I dag slutter jagtsæsonen.

Der er specielt et billede, som jeg gerne ville have vist farmor,- altså Jans mor.

_SNG1489

Både fordi jeg aldrig har taget et “traditionelt” jagt-trofæ-billede af Jan før og fordi jeg er stolt over, at Jan går så meget med den sweater, som jeg strikkede til ham.

Du kan måske ikke se det, men billederne er fra to forskellige dage og han har sin sweater på hver gang.

Det glæder mig jo, at de ting, som jeg laver, bliver brugt.

Laura har også fået en sweater.

Det er den samme som Saras og min.

Saras og Lauras er strikket i Drops air, mens min er strikket i Filcolanas grønlandske lammeuld

22156721_10214368712275820_1687444668_n

Den går hun rundt med i Århus, men måske ville hun have gået rundt med den hos farmor de fleste af weekenderne, for farmor ville så gerne have sine børnebørn tættere på sig og nu er Laura jo i Århus og det er kun godt en time væk.

Jeg tænker tit på farmor og i mine tanker, går jeg ofte og fortæller hende om vores oplevelser.

Hun har sat nogle spor

22164005_10214368717435949_1941279396_o

i verden og et af de fineste er, at hun viste betydningen af at kunne lytte.

Hav en god søndag.

torsdag den 28. september 2017

Når tid bliver et mysterium

Jeg går konstant og sukker efter weekend, men jeg husker dog at glæde mig over hverdagen, selvom jeg synes der er ualmindelig lidt af den også.

Dagene går vanvittigt stærkt og jeg undres, for jeg mindes altså ikke at det gik så hurtigt før.

Før i tiden havde jeg tid til meget mere og jeg fik meget mere ud af det lidt tid, som jeg havde.

Hvad mon forskellen er?

Jeg har spekuleret meget over det, for jeg ville så gerne have mere ud af dagene end jeg har nu.

Når jeg tænker tilbage, havde jeg små børn, flere undervisningstimer og gik endda til aftenskole og alligevel nåede jeg både at læse bøger, strikke, fotografere meget mere og prøve nye ting.

Nu har jeg et voksent barn boende hjemme, har færre timer, går ikke til noget, læser stort set ikke og fotograferer kun en sjælden gang og alligevel føler jeg at jeg har mindre tid end jeg havde dengang.

Jeg er nok ikke den eneste, der har det sådan.

Jeg prøver at planlægge tiden lidt bedre ved at have en stor kinabog, hvor jeg laver prioriteringslister og krydser af og jeg skal give dig, men lige meget hjælper det. MIn tid er knap og den forsvinder som dug for solen hele tiden.

Jeg har dog strikket en fin, grøn bluse i denne uge og jeg har da også formået at fotografere lidt med kameraet og efter arbejdstid har vi hele eftermiddagen slagtet og ordnet et stort, stort rensdyr.

Nu er der mørkt udenfor.

Aftensmaden blev lavet og spist meget, meget sent og mine fødder er trætte af at stå op så lang tid og mit hoved kører langsomt for ind imellem at gå helt i tomgang.

Men det ændrer nu  ikke ved, at jeg glæder mig til i morgen eftermiddag, hvor jeg kan smække benene op og sige goddag til en ny weekend, hvor vi forhåbentligt skal ud i naturen og nyde den friske luft.

I den forgangne weekend lå jeg lidt på den frosne jord og fotograferede bittesmå planter,

_SNG1533_SNG1537_SNG1539_SNG1544_SNG1546

blade

_SNG1534 

og bær_SNG1541_SNG1546

som alle snart er dækket af sne og is.

I dag valgte jeg bare at gentage min fotografering af kutteren, som sank i vinter og som blev slæbt ind i Ulkebugten i sommer, hvor den stadig lægger og pynter/skæmmer.

_SNG1578_SNG1592

Jeg er glad for at jeg fik taget billederne af hytten, fjorden og af nordlyset i weekenden og håber, at jeg får mulighed for at tage nogle flere denne weekend

_SNG1529

søndag den 24. september 2017

En weekend du ikke vil forlade

Jan og jeg har ikke været i hytten 3 weekender i træk, så jeg var noget nær desperat efter at komme ud og for at komme væk, men vejret drillede, drillede en gang til og så var Jan i Danmark på noget kursus. Det kunne så også være lige godt det samme, for vejret drillede også den weekend, hvor Jan var væk, men jeg fik jo gjort massivt rent og ryddet grundigt op rundt omkring i huset, hvor der trængte, så helt spildt var den weekend ikke.

Jeg var ude og fiske i tirsdags og da vores påhængsmotor jo er ny, tænkte jeg ikke at der ville opstå problemer, men jo.

Jeg lå et godt stykke mod nord og fiskede.

Fiskeriet gik rimeligt og jeg ville være praktisk og gøre fiskene helt i stand inden jeg kom hjem, så jeg hev indvoldene ud, trak skindene af dem og smed hovederne ud til de sultne måger og ville så til at filettere dem, da motoren gav en lille alarm-lyd og gik i stå.

Øv, tænkte jeg og tænkte videre at den nok bare skulle startes igen.

Inden jeg forsøgte tjekkede jeg naturligvis at der ikke sad noget i skruen, at der ikke var skidt i vandudskilleren, at motoren ikke var for varm, at der var benzin nok, at der ikke var noget, der blokerede slangen og hvad jeg ellers kunne finde ud af at tjekke og så startede jeg igen.

Den startede fint, men den ville ikke tage gassen.. eller jo, det ville den gerne, men jeg ikke ikke gasse op og når jeg forsøgte sagde den sjove lyde og det var ikke lyde, der opmuntrede mig til at fortsætte, så jeg satte den til at køre i de omdrejninger, hvor den lød mest tilforladelig uden dog at lyde godt og så måtte jeg tøffe hjemad med 4 knob.

Motoren har ikke sejlet mere end 9 timer og vi skal sejle i alt 20 timer, inden vi må give den fuld skrue og sejle med alle de omdrejninger, den kan trække, så vi sejler med sølle 4000 omdrejninger endnu, men at gå helt ned på 1200-1400 omdrejninger..

Det tog rigtig, rigtig lang tid at komme hjem, men vejret var godt og solen skinnede og da jeg var næsten i havn, kom en af min svogers venner og sejlede mig i møde.

Der blev ringet aldeles omgående til forhandleren, som straks sendte en mand ned for at kigge til motoren og der blev kigget, undersøgt, skrevet frem og tilbage med fabrikanten og så blev der ellers skruet og repareret, udskiftet og afprøvet og klokken 16 i fredags afleverede den ihærdige mekaniker nøglen til os og mente at vi nu kunne sejle hvorhen vi ville uden problemer, for han havde tjekket alt og kontrolleret det hele, så vi drønede afsted, fik købt lidt proviant og gjort klar, så vi kunne komme afsted.

_SNG1420

Jeg kunne mærke at tirsdagens oplevelse stadig sad i kroppen, men den blev lukket mere og mere ud for til sidst helt at forsvinde.

Der var spredte snebyger

_SNG1424

og fjeldene var rigtig mange steder pakket ind i det fineste, tynde snelag, da vi kom op til hytten.

Jan fik tændt i ovnen og vi fik sat frisk elv-vand over til te.

Mørket faldt på.

Roen havde sænket sig både i krop og sjæl.

Det er nærmest en refleks-betonet ro, som indfinder sig, når jeg låser hyttedøren op og træder ind.

Min krop er vant til at her, falder jeg til ro og her banker hjertet anderledes langsomt og afslappet så uanset, hvordan sejlturen derop har været, så falder der ro på i sjælen og i sindet, når jeg træder ind og varmen breder sig fra ovnen.

Da teen var drukket og nogle af de medbragte boller var spist, sad jeg og strikkede lidt, men jeg slap ret hurtigt mit strikketøj, da jeg så, at der var en del nordlys udenfor.

Jan og jeg trissede ud i mørket og det var lidt svært at gå udenfor med kun en enkelt pandelampe i det ujævne terræn i bulder-mørket og endnu sværere at få stillet fokus skarpt på kameraet.

Det er sjældent at der er nordlys så længe.

Der kom mere og mere og jeg fik mulighed for at flytte mig rundt og prøve at finde en god vinkel at fotografere i.

Det bliver aldrig min yndlingsbeskæftigelse at famle rund i mørket i fjeldet, men det var som sædvanligt en stor oplevelse at stå under de millioner og atter millioner af stjerner, men nordlyset lyset op og genspejlede sig i fjorden og med stor fare for, at du synes, at der er for mange nordlys-billeder, lægger jeg en masse op:

_SNG1444

_SNG1441

_SNG1440

Læg lige mærke til lysstriben til højre for hytten på dette billede. Det er en flyver, som fløj over os, mens billedet blev taget.

Det ser sjovt ud.

_SNG1438

Nu tænker du måske at jeg har redigeret billederne helt vildt?

Nej, det har jeg ikke. _SNG1436

Jeg har beskåret dem lidt og det er så vist også det hele, men de er taget med en lukkertid på mellem 15 og 30 sek, så kameraet har haft masser af tid til at fange lysshowet,

_SNG1434

_SNG1432

som var endnu flottere, vildere og smukkere i virkeligheden.

_SNG1435

Det blev ved og ved og ved og til sidst blev vi for kolde af at stå derude og beundre, så vi gik ind i den varme, hyggelige hytten

Vi havde ingen planer om noget som helst til om lørdagen andet end at slappe af og se, hvad dagen ville bringe.

Jeg ville gerne se, om jeg kunne finde en lille sne-hare at fotografere og ellers nyde farverne i fjeldet, så vi sov længe, nød morgenudsigten,

_SNG1466_SNG1467 drak kaffe og hyggede inden vi gik en tur op ad fjeldet, hvor der lå et millimeter tyndt lag ny-sne som akkurat dækkede.

_SNG1469

Det var så smukt.

Jeg så ingen harer og hvis de var der, var de for en gangs skyld godt kamofleret, men vi fik frisk luft af den reneste slags.

Da vi kom ned igen, kunne vi drikke en kop te, tage en lang morfar og nyde, at ny-sneen var smeltet og at efterårsfarverne var tilbage med deres strålende, brændte farver.

Aftensmaden blev lavet, nydt og da mærket faldt på, blev vi endnu en gang underholdt af det mest fantastiske nordlys,

_SNG1522_SNG1526_SNG1527_SNG1529

som snoede sig ind og ud mellem milliarder af funklende stjerner.

Nu er vi tilbage i civilisationen.

Fjernsynet kører i baggrunden og jeg kan høre en svag summen fra varme-rørerne.

Min alarm på mobilen er sat, så jeg kan nå på arbejde til tiden og vi har købt lidt ind til madpakken til frokosten i morgen.

Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg helt klart have haft nogle flere dage i hytten.

Min computer går ned hvert andet øjeblik og min live-writer er frustrende at skrive fra og da man ikke kan sikre sine billeder på den der højre-kliksfunktion mere (åbenbart) har jeg gjort mine billeder mindre, men det er de så til gengæld blevet meget ringe af og jeg gider ikke lige gøre dem om lige nu, men du kan sikkert fornemme stemningen udfra dem aligevel?

tirsdag den 12. september 2017

På nettet

Der var forresten billeder i Sermitsiaq fra vores motionsløb i fredags.

De kan ses her og ja, jeg tog billederne og der er mange flere.

Måske kommer der også nogle i vores lokale Ugeavis i morgen?

Små glæder

Nogen dage er det altså de små glæder i livet, som redder dagen.

Nogen dage har altså flere små glæder, som gør, at man kan redde flere dage af gangen.

I dag var altså een af de dage.

I går syntes jeg, at den trykken jeg har haft i min ene kindtand, lige var en anelse for meget, så jeg satte mig udenfor tandklinikken, som for øjeblikket har til huse på min arbejdsplads, mens tandklinikken er under renovation.

Faktisk har tandklikkerne her i landet igennem rigtig, rigtig mange år, haft én for mig, meget underlig og uforståelig måde at håndtere akut-bestillingerne til tandbehandling på.

Man skal komme før kl. 08 om morgenen og stille sig i kø og når klokken så er 8 og personalet er klar, bliver man kaldt ind en efter en, hvor man skal redegøre for, hvorfor man gerne vil til tandlæge.

Man får så en tid, hvis man er heldig og hvis ens tilfælde er grelt nok til samme dag.

Hvis man er uheldig og der ikke er tid nok til en eller hvis dit tilfælde ikke er akut nok, så må man enten leve med sit tandproblem eller stille sig i kø næste dag og næste dag og næste dag igen.

Det betyder, at du skal stå meget tidligt op og forsøge at komme først i køen og krydse fingre for at der er tid til dig den dag, smat at din arbejdsplads er forstående for, hvorfor du kommer for sent den dag og måske de kommende mange dage.

Jeg ville ønske at man kunne telefonere og bestille en tid eller endnu bedre booke en tid på nettet, som man fx. kan i Danmark, men jeg kan så glæde mig over at tandlægebesøg, uanset, hvad du får lavet, så er det gratis.

Men hvis du som mig, får rykket en tand ud, som jeg gjorde for snart to år siden, kan du ikke få lavet hverken implantat eller krone.

Du må ganske enkelt lære at leve med den manglende tand eller få det lavet under en ferie, når du alligevel er i udlande.

Hvis jeg havde råd, havde jeg rejst et eller sted hen og få lavet den dumme tand, som mangler, for jeg har meget svært ved at vænne mig til den og især fordi tanden bag den (begge kindtænder) er skrøbelig og i stor fare.

Det er alle tænder vel mere eller mindre, når man kommer en lille smule op i årene?

Da det begyndte at trykke i den skrøbelige tand, blev jeg virkelig nervøs og jeg kunne sagtens finde ud af at stå tidligt op i morges og sætte mig i køen kl kvalme og mine fingre var krydset helt ud af vinkel i ønsket om at kunne komme til og hvilket heldigt asen jeg var, at der næsten ikke var nogen, som sad i kø, at min bekymring blev taget alvorligt og at der var tandlæger nok i dag til at håndtere og tage sig af patienterne.

Den unge, kønne tandlæge, kiggede på min tand, bankede forsigtigt på den, tog et røntgenbillede og sagde at hvis der var betændelse, så var der ikke så mange andre muligheder end at rykke den ud også.

Sad jeg lige der i tandlægestolen og blinkede tårer væk og prøvede at være tapper?

Som om det ikke er tappert nok i sig selv at sætte sig i  s t o l e n med den der hæslige hagesmæk og glo op lampen, som iøvrigt nok er udstyret med en eller anden form for syg web-kamera, så folk med syg humor og bizar trang til at more sig over andres kvaler, kan kigge med.

Nå, men billedet blev taget og gudsketakoglov så den fin ud og tandlægen kunne nøjes med at slibe alle de for-tænder glatte, som var blevet rillet, hakket og hvor der var slået små hakker af.. sikkert af at skære tænder over deres reservationssystem eller bare af ælde og daglig slidtage.

Se!

Det var da en glæde, der var til at tage og føle på.

Da jeg kom helt hjem efter en forholdsvis lang arbejdsdag, kunne jeg glæde mig over, at efterårets smukke farver

_SNG1382

også er at finde lige udenfor min hoveddør, så jeg låste mig ind, hentede mit kamera og glædede mig ekstra over de fine, brændende farver,

_SNG1384

som jeg synes er de smukkeste farver af alle farver.

_SNG1395

_SNG1388

_SNG1387

_SNG1380

Har du haft noget at glæde dig over idag??